Baltija Shipyard

Odense Staalskibsværft sælger litauiske datterselskaber

Odense Staalskibsværft A/S har indgået aftale om salg af AB "BALTIJOS" LAIV? STATYKLA og UAB "BALTIC ENGINEERING CENTRE" (Baltija Shipyard og BEC) til BLRT Grupp AS.

Publisert Sist oppdatert

Denne artikkelen er tre år eller eldre.

Odense Staalskibsværft afhænder sine datterselskaber som en konsekvens af beslutningen fra august 2009 om at lukke ned for skibsbygningsaktiviteterne.
"Vi glæder os over salget til BLRT, der er en velrenommeret virksomhed, og vi er sikre på, at virksomheden vil være den rette ejer for den fremtidige udvikling af Baltija Shipyard og BEC. Vi kan samtidig glæde os over, at det er lykkedes at tage endnu et skridt i retning af at afbøde virkningerne af ophøret med skibsbygningsaktiviteter, så det får mindst mulig indvirkning på underleverandører og lokalsamfundet," udtaler administrerende direktør Peter Jann Nielsen, Odense Staalskibsværft A/S.
"Odense Staalskibsværft har været vores forretningspartner i mere end 15 år. Vi glæder os over, at de nye erhvervelser øger BLRT's tekniske og logistiske formåen inden for udvikling af skibsbygning i Litauen og Estland på højeste plan," udtaler Fjodor Berman, CEO, BLRT Grupp.
Siden Odense Staalskibsværft overtog Baltija Shipyard i 1997 er der foretaget betydelige investeringer i teknologi og effektivisering af produktionskapaciteten, og det succesfulde salg er en vidnesbyrd om medarbejdernes dygtighed og værftets høje effektivitet. Baltija Shipyard og BEC beskæftiger i dag ca. 1200 medarbejdere og har blandt andet leveret dækshuse og stålsektioner til Lindø Skibsværft og andre europæiske værftsgrupper, ligesom de også har bygget komplette skrog og slæbebåde. Det er den nye ejers hensigt, at Baltija Shipyard og BEC skal indgå i et samarbejde med de andre virksomheder i BLRT Grupp.
Lindø Skibsværfts ordrer på Baltija Shipyard vil blive leveret i henhold til den oprindelige plan.
Overdragelsen vil være omfattet af litauisk konkurrencelovgivning og er betinget af opnåelse af fornødne myndighedsgodkendelser. Handlen forventes gennemført ultimo september 2010.
Parterne ønsker ikke at offentliggøre salgsprisen.