Bestiller ny Kvannøy

Nyholmen AS (Birger Dahl) og Karstensens Skibsværft har indgået kontrakt om design og bygning af en 77,25 m kombineret snurper / trawler.

Publisert Sist oppdatert

Denne artikkelen er tre år eller eldre.

Rederiet, Nyholmen AS, er et datterselskab til Hansen Dahl Fiskeri, som ejer og driver de 2 fuld-strukturerede snurper/trawlere Kvannøy og Senior. Forrige Kvannøy, bygget i 2002 blev i foråret 2013 solgt til Færøerne, og midlertidigt afløst af nuværende Kvannøy, oprindelig bygget som Haugagut i 1989. Senior er bygget i 1978 og lagt ud til salg.

Hansen Dahl Fiskeri blev etableret i 1991 af Dag Hansen og Birger H. Dahl, med køb af Marna Hepsø, som efterfølgende blev omdøbt til Lurøy. I dag drives og ejes rederiet af familien Dahl, hvor Birger H. Dahl primært administrerer de landlige aktiviteter og Birger Dahl Jr står for den daglige drift af skibene, bla som skipper på Kvannøy. Nye Kvannøy vil blive rederiets tredje nybygningsprojekt siden 2000.

Rederiet driver med kombineret trawl- og notfiskeri, hvor trawlfiskeriet primært består af blåhvilling (norsk: Kolmule) fiskeri vest af Irland. Øvrig fiskeri efter primært sild og makrel drives med not. Det nye fartøj skal drives efter samme principper.

Rederiet udtrykker tilfredshed over at være kommet i mål med denne aftale med Karstensens Skibsværft, og glæder sig til at komme i gang med byggeriet. Rederi og Værft har tidligere arbejdet godt sammen, og det samlede koncept, er af Rederiet, vurderet som både økonomisk og ikke mindst teknisk særdeles attraktivt. Ligeledes har det været Rederiet magtpåliggende at have fuld indflydelse i hele designfasen, således projektet vil blive skræddersyet nøjagtig til de ønsker og krav, som rederiet har. I den forbindelse må det nævnes, at overlæggeren for dette projekt er sat meget højt, al den stund at forrige Kvannøy allerede var et særdeles moderne og topudstyret fartøj.

Karstensens Skibsværft glæder sig over den tillid Birger Dahl har udvist. I lighed med de øvrige pelagiske fartøjer som Værftet har under bygning til redere i Norge og Danmark, er også nye Kvannøy af eget design. Karstensens Skibsværft har gennem de seneste 2 år leveret 7 pelagiske fiskerfartøjer (Christina E, Gollenes, Paula, Leinebjørn, Havsnurp, Cattleya, Rogne) og har, med nye Kvannøy, yderligere 5 i ordrebogen for levering i løbet af de kommende 2 år. Værftet må derfor betegnes som absolut førende på dette område. Design, indretning og arrangementer er blevet til i et meget nært samarbejde mellem Rederi og Værft. Rederiet været optaget af innovative løsninger, og der har været lagt speciel megen vægt på at optimere arbejdsforhold, sikkerhed og komfort for besætningen.

Nye Kvannøy bliver således en topmoderne snurper/trawler, med alt indenfor det nyeste af maskineri, udstyr og udrustningen. Specifikationsniveauet er sat meget højt, bla med 3 sidepropellere, langsomtgående hjælpemotorer, hybridt fremdrivningsanlæg etc. Generelt er der således valgt fra øverste hylde…

Med hensyn til valg af leverandører og komponenter, har der ligeledes været fokus fra Rederiets side på kvalitet, innovation og driftsikkerhed. I den forbindelse kan en lang række leverandører for øvrigt bryste sig af genvalg. Således har blandt andet MAN, Rapp Hydema, Triplex, Brunvoll og Johnson Controls (York) gennem mange år haft et fortrinligt samarbejde med Rederiet – til gensidig glæde – og derfor var det naturligt for Rederiet at vælge netop disse leverandører også til denne nybygning.

I modsætning til forrige Kvannøy, der havde fabrik og fryseri ombord, bliver det nye fartøj alene indrettet til føring af fersk fisk i RSW-tanke.

Hovedmotoren vil blive en MAN 6L32/44 CR på 3600 kW. Dette er for øvrigt den første MAN hovedmotor med common-rail brændstofindsprøjtning bestilt til den norske fiskeflåde.

Propelleren på 4200 mm skal køre med blot 115 rpm ved fuld effekt / 60 Hz på akselgeneratoren. Dette anlæg vil sikre fartøjet optimalt bollard pull (til blåhvilling / kolmulefiskeri) og samtidig gode fri sejlads egenskaber.

I tillæg til hovedmotor effekten, vil det være muligt at booste yderligere 1700 kW på propelleren. Endvidere omfatter det fleksible fremdrivningsanlæg også mulighed for ren diesel-elektrisk fremdrift med 2400 kW på propelleren. Hjælpemaskineri vil ligeledes blive leveret af MAN, og består blandt andet af 2 x MAN 9L16/21, hver på 940 kWe.

Nye Kvannøy skal leveres i Juni 2015.

Fartøjets hoveddimensioner:

Længde overalt 77,25 m

Bredde moulded 15,50 m

Dybde shelterdæk 9,20 m

Øvrig teknisk data:

Winch anlæg Rapp Hydema

Kraner og nothåndteringsudstyr Triplex

Sidepropellere Brunvoll, 3 x 950 kW

RSW-anlæg Johnson Controls, 2 x 1525 kW

Vakuum anlæg Iras, 4 x 66 kW / 2 x 4200 l tank