
Største professionelle maritime event nogensinde i Danmark
Denne artikkelen er tre år eller eldre.
Når Danmark slår dørene op for anden gang, for Danish Maritime Days 5.-9. oktober, er det den største enkeltstående begivenhed som den maritime branche i Danmark nogensinde har stået for.
Danish Maritime Days er en fællesbetegnelse for en hel uge, pakket med events, præsentationer og den største maritime messe nogensinde i Danmark, Danish Maritime Fair. På Danish Maritime Days hjemmeside kan man allerede læse om 61 forskellige arrangementer, nogle er med adgang for alle andre er kun mod forudgående invitation. Af arrangementer der kræver forudgående invitation kan nævnes f.eks. det nye topmøde for beslutningstagere inden for den maritime branche, Danish Maritime Forum samt Future Maritime Leaders, som er et tilsvarende arrangement, hvor der fokuseres på de kommende topchefer i branchen. Arrangør på begge disse arrangementer er Danish Maritime Days´s sekretariatet.
Af åbne arrangementer kan nævnes Danish Maritime Technology Conference, hvor målgruppen er den tekniske del af branchen eller Danish Shipping & Ship Management Conferences, som er en serie af heldagskonferencer med forskelligt tema. Tirsdag fokuseres der på HR, Crewing & Communication hvor målgruppen er folk der arbejder inden for disse segmenter, onsdag er temaet Sustainable Commercial Shipping, hvor der sættes spot på den kommercielle del af branchen og endeligt torsdag, hvor temaet er Technical & Nautical Ship Management. De danske skibsredere bakker op om projektet og b.la. rederier som Clipper Group og Nordic Tankers har været med i udviklingen af konceptet fra starten af. Af andre skibsredere der skal lave præsentationer kan nævnes Mærsk Line, Norden, Scandlines og A2SEA. De to konferencer planlægges med det formål at tilbyde fagligt tunge indlæg der vil styrke tilhørernes kompetencer.
Begge de sidstnævnte konferencer afvikles på Lokomotivværkstedet i København, som også lægger hus til Danish Maritime Fair, Danmarks store nye internationale maritime messe. Selve arealet for messen er i år oppe på 9.500 m2 og allerede nu er der tilmeldt omkring 150 firmaer og organisationer. Der er også i år mange danske udstillere, men en del internationale firmaer har også fået øjnene op for potentialet i et fælles mødested for den danske maritime branche. Ud over tilmeldinger fra størstedelen af Europa er der i år også tilmeldt firmaer fra b.la. Singapore, Indien, Rumænien, USA og Rusland. En komplet liste over udstillerne kan hentes på dette link: http://www.danishmaritimefair.dk/category/bookings_list/
På selve messen vil der også være et par sociale arrangementer, b.la. arbejdes der lige nu på højtryk på at skabe nogle helt unikke rammer for et netværksarrangement for repræsentanter fra danske og udenlandske skibsredere og skibsværfter tirsdag eftermiddag.
Sidste år tiltrak Danish Maritime Fair ca. 4.500 besøgende og hele konceptet Danish Maritime Days omkring 10.000.
Danish Maritime Days er et privat/offentligt samarbejde, bestående af Søfartsstyrelsen, Danske Maritime og Danmarks Rederiforening.
Danish Maritime Fair er ejet af Mediehuset Maritime Danmark, men organiseres i praksis af firmaet MARPRO ApS. som lige er flyttet ud i Hellebæk Klædefabrik.
Helsingør Havn har booket 49m2 og forventer at stille med en stand der præsenterer det nye koncept Serviceport Elsinore, der skal øge aktiviteterne for de maritime virksomheder i området.
.