Navngivning af nybygning L 211 fra Odense Staalskibsværft

Lørdag den 8. marts 2008 blev Odense Staalskibsværfts seneste nybygning, et 7.000 TEU containerskib, til A.P. Møller – Mærsk Gruppen navngivet.

Fru Maud Andersson, gift med hr. Bo I. Andersson, Group Vice President, Global Purchasing and Supply Chain, General Motors Corporation, glædede A.P. Møller – Mærsk og Værftet ved at navngive nybygningen MARGRETHE MÆRSK.

MARGRETHE MÆRSK er det første skib i en serie på seks containerskibe. Skibet er designet og bygget, så det opfylder de højeste krav til sikker, præcis, miljøvenlig og økonomisk transport overalt på kloden. Der er bl.a. installeret et anlæg til udnyttelse af motorens spildvarme for at optimere udnyttelsen af den producerede energi.

MARGRETHE MÆRSK er et højt automatiseret skib, hvor alt overvåges af avancerede computersystemer for at opnå en rationel arbejdsgang om bord.

Med sin 12-cylindrede Wärtsilä RT-flex hovedmotor, der yder 93.000 HK, vil MARGRETHE MÆRSK efter leveringen indgå i Maersk Line’s verdensomspændende linieservice.

MARGRETHE MÆRSK er hjemmehørende i København og føres af kaptajn Ebbe Larsen med Søren Bjerre som maskinchef.

DEL